Osteoporose-app blandt finalisterne til CareWare Idéprisen

 
Osteoporose-app blandt finalisterne til CareWare Idéprisen
31. marts 2016
Osteoporose-app'en fra Patient@home får dommernes ros for at have en positiv samfundseffekt og et stærkt udviklingsteam.

I forbindelse med velfærdsteknologikonferencen CareWare 2016, som løber af stablen i Aarhus den 13. til 14. april, skal der kåres en vinder af henholdsvis CareWare Iværksætterprisen og CareWare Idéprisen.

 

Til Idéprisen har dommerne udvalgt fire idéer, der vil skabe størst værdi for samfundet og borgerne, hvis de realiseres. En af de fire nominerede er Osteoporose-app'en, som bliver udviklet i regi af Patient@home.

 

Læs også Mobil sundhedsteknologi til osteoporosepatienter 

 

Udviklingen af app'en foregår i et tværfagligt samarbejde mellem sundhedsprofessionelle fra Odense Universitetshospital OUH, forskere fra Syddansk Universitet, praktiserende læger, Welfare Tech, virksomheden Mobile Fitness samt ikke mindst patienter.

 

Dommernes begrundelse for nomineringen lyder:

 

- Osteoporose-app'en opfylder et erkendt behov hos osteoporosepatienter i forhold til hurtigt at få viden om egen sygdom, og dermed forbedre deres egen indsats mod sygdommen og dialogen med sundhedsvæsnet. Dermed har den en positiv samfundseffekt. Løsningen er velbeskrevet og app'en udnytter mulighederne for interaktion. Teamet er meget kompetent og kombinerer såvel lægefaglig viden som patienterfaring. Løsningen udvikles i samspil med brugerne. Det vurderes, at projektets målgruppe er tilstrækkelig stor til at skabe et økonomisk fundament.

 

Nominering vækker glæde hos teamet bag app'en:

 

- Det er et dejligt skulderklap til vores team af læger, patienter, forskere samt designere og udviklere fra Mobile Fitness. Specielt kommentaren fra dommerpanelet om, at vi er et stærkt team, og at de har bemærket, at løsningen udvikles i samspil med brugerne, glæder mig. Det er en af de ting, vi vægter meget højt i vores projekt, siger Pernille Ravn Jakobsen, projektleder og Ph.d.-studerende, Center for Innovativ Medicinsk Teknologi.

 

Pernille Ravn Jakobsen vurderer, at idéens styrke ligger i, at den ikke kun er en teknologisk løsning, men vil også medvirke til at støtte op om den kulturændring, som vi i øjeblikket ser i sundhedsvæsenet. Patienter med kroniske sygdomme skal i stadig højere grad tage hånd om deres egen sygdom og udvise ansvar.

 

- Vores app vil bidrage til den omorganisering, der er nødvendig i sundhedsvæsenet, hvis patienter i fremtiden skal blive bedre til at tage sig af sig selv, vurderer Pernille Ravn Jakobsen.

 
KontaktpersonPernille 
                Ravn Jakobsen

Pernille  Ravn Jakobsen

Ph.d. studerende


Center for Innovativ Medicinsk Teknologi

Email:  LOADEMAIL[prjakobsen]DOMAIN[health.sdu.dk]