1. april 2016
Succes på et eksportmarked kræver mange ting. Men det er uden
tvivl mere op ad bakke, hvis ikke virksomheden har et dybdegående
markedskendskab og får adgang til de rette beslutningstagere. Netop
derfor skaber markedsvalideringer via Patient@home hos Teknologisk
Institut, Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi, stor værdi
for partnervirksomhederne.
Mange af de produkter, som er blevet udviklet i regi af
Patient@home, er nu ved at være markedsklare. Med en gratis
markedsvalidering kan partnervirksomheder få produkternes
potentiale vurderet i forhold til et givent eksportmarked.
Det foregår hos en lokal markedsekspert, som har det nødvendige
kendskab til branchen, konkurrenterne og de konkrete markedsvilkår.
Det er Teknologisk Institut, der udpeger eksperten ud fra deres
vidtforgrenede netværk og etablerer kontakten.
Adgangsbillet til markedet
En markedsvalidering kan også være med til at pege på, hvordan
et produkt skal tilpasses markedet, før det kan blive introduceret.
På den måde får virksomheden den nødvendige viden og sparring til
at få produktet ud på markedet.
- Hvis du som virksomhed skal ud på et nyt marked, er det
afgørende, at du kender behovs- og funktionskrav til det pågældende
produkt. Det får du blandt andet med en markedsvalidering. For
virksomhederne er markedsvalidering selve adgangsbilletten til det
pågældende eksportmarked, siger Anders Lyck Fogh-Schultz,
arbejdspakkeleder for internationalisering i Patient@home.
ANYgroup ApS er en af de virksomheder i Patient@home, der nu
skal have foretaget markedsvalideringer. Sammen med virksomheden
Life-Partners A/S har de udviklet en løsning, IntelligentLIFE, til
demensramte borgere, som består af henholdsvis intelligente
sensorer og en kommunikationsplatform. Løsningen præsenteres på
branchemessen NAIDEX 2016 i Birmingham i april 2016, og ANYgroup og
Life-Partners får i den forbindelse foretaget en markedsvalidering
og møder en række engelske eksperter blandt andet inden for
lovgivning og certificering.
Læs mere om
IntelligentLIFE
Læs mere om NAIDEX
Derudover skal løsningen markedsvalideres på det tyske marked.
Der er stor interesse for løsningen i Tyskland, og virksomhederne
håber på et større tysk eksporteventyr.
- De danske virksomheder er langt fremme, når det gælder
velfærdsteknologi, og derfor er vi også interessante for det tyske
marked, siger Henrik Klode, direktør, ANYgroup ApS
På NAIDEX 2016 er de to virksomheder en del af en samlet
delegation fra Patient@home, WelfareTech Innovationsnetværk for
Sundhed og Velfærdsteknologi og Teknologisk Institut. Netop ved at
deltage i en delegation kan en partnervirksomhed i Patient@home få
en tæt kontakt til et stærkt team af fagpersoner.
Delegation til spansk konference
Den 23. - 25. maj 2016 kan
virksomheder i Patient@home få foretaget markedsvalideringer i
forhold til det spanske marked. Her besøger en tilsvarende
delegation den spanske konference ICIC16, 16th International
Conference on Integrated Care, i Barcelona, og holder efterfølgende
et seminar.
Læs mere om
ICIC16, 16th International Conference on Integrated Care
Også i oktober 2016 er der planer om, at en række
partnervirksomheder skal udstille og gennemgå markedsvalideringer.
Denne gang i Tyskland, når Patient@home tager til fagmessen REHACARE i
Düsseldorf. En indsats, der flugter med regeringens strategi for
eksport til Tyskland.
Det er Teknologisk Institut, der står for planlægningen af
turene. Kontakt arbejdspakkeleder for internationalisering i
Patient@home, Anders Lyck Fogh-Schultz, fra Teknologisk Institut på
alfs@teknologisk.dk eller
T. +45 7220 3187, til en uforpligtende snak om mulighederne i en
markedsvalidering.
- En one-to-one markedsvalidering - eller proof of concept -
af forretningside, produkt eller konceptidé via eksperter
på det pågældende marked kan føre til mange ting. Andre
partnervirksomheder har brugt processen til at møde offentlige
investeringsfonde og -puljer, tale med eksperter i jura og
certificering eller møde potentielle samarbejdspartnere, siger
Anders Lyck Fogh-Schultz