Udvid dit netværk i Spanien med delegation til konferencen Integrated Care

 
Udvid dit netværk i Spanien med delegation til konferencen Integrated Care
23. marts 2016
Patient@home står i maj bag en dansk delegation til den store spanske konference Integrated Care i Barcelona. Som deltager får du mulighed for at møde aktører på det spanske marked og knytte nye kontakter til både leverandører og brugere af hjælpemidler og velfærdsteknologiske løsninger.

Patient@home, Teknologisk Institut og Welfare Tech Innovationsnetværk for Sundhed og Velfærdsteknologi samler den 23. - 25. maj 2016 danske virksomheder til en spændende delegationstur til konferencen Integrated Care i Barcelona i Spanien.

 

Integrated Care samler eksperter fra hele verden, herunder både forskere, klinikere og leverandører, som beskæftiger sig med design og levering af integrerede sundhedsløsninger. Konferencen vil bl.a. dele erfaringer og præsentere de nyeste resultater med integrerede sundhedsløsninger på social- og sundhedsområdet, og hvilke nye roller og muligheder digitale sundhedsløsninger skaber på hospitalerne og i psykiatrien. 

 

Læs mere om Integrated Care-konference 

 

Spanien har i dag en befolkning på næsten 50 millioner indbyggere og oplever de samme demografiske udfordringer som Danmark og det øvrige Norden; med en hastigt voksende befolkningsgruppe af ældre med plejebehov. Integrated Care 2016 er en oplagt mulighed for at få viden om efterspørgslen og kan måske være din adgangsbillet til at komme ind på det store spanske marked?

 

- Når vi som samlet delegation besøger konferencen, har vi større gennemslagskraft med at promovere danske løsninger, siger Anders Lyck Fogh-Schultz fra Teknologisk Institut og partner i Welfare Tech Innovationsnetværk for Sundhed og Velfærdsteknologi.

 

Deltagerne på delegationen får mulighed for at opsøge internationale samarbejdsprojekter og afdække potentialet for netværks- og konsortiedannelser med spanske og europæiske aktører. Via innovationsplatformen Patient@home giver Teknologisk Institut også mulighed for at deltage i én-til-én markedsvalideringer, hvor en forretningside, et produkt eller en konceptidé får feedback fra eksperter på det spanske marked.

 

- Det er en oplagt mulighed for firmaer, der er partner eller har udviklet produkter i Patient@home til at få sat internationalt fokus på deres innovative løsninger, siger Søren Møller Parmar-Sielemann fra Welfare Tech. 

 

Delegationen varer 2 - 3 dage, samtidig med konferencen, den 23. - 25. maj 2016. Deltagerne får rig lejlighed til at møde aktører på det spanske marked og knytte nye kontakter til både leverandører og brugere af hjælpemidler og velfærdsteknologiske løsninger.

 

Målgruppe for delegationsturen

Målgruppen for delegationsturen er virksomheder, der ønsker at udvide deres forretning til det europæiske kontinent og det spanske marked - og skabe netværk og relation på tværs af landegrænser.

 

For yderligere information

For yderligere information om delegationen, tilmelding, priser og praktiske oplysninger kontakt konsulent Anders Lyck Fogh-Schultz, Teknologisk Institut, arbejdspakkeleder for Internationalisering i Patient@home og partner i Welfare Tech Innovationsnetværk for Sundhed og Velfærdsteknologi, alfs@teknologisk.dk.

 

Link til Delegationstur til IFICs Integrated Care

 
KontaktpersonAnders 
                Lyck Fogh-Schultz

Anders  Lyck Fogh-Schultz

Seniorkonsulent


Teknologisk Institut, Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi

Email:  LOADEMAIL[alfs]DOMAIN[teknologisk.dk]