Sydkoreansk interesse for Patient@home

 
Sydkoreansk interesse for Patient@home
7. juni 2016
En journalist fra det sydkoreanske onlinemedie The Electronic Times besøgte Odense 1. juni for at høre om Patient@home som platform for forsknings- og innovationsprojekter. Han var især interesseret i, hvordan vi i Danmark samarbejder om innovative løsninger på tværs af sektorer og faglighed.

Sydkoreanske virksomheder er langt fremme, når det drejer sig om ny teknologi og digitalisering. Men de har slet ikke samme muligheder for at arbejde sammen med offentlige aktører, sundhedsvæsenet og forskere som deres danske kolleger.

 

Den danske måde at arbejde med innovation på tværs af sektorer og faglighed var derfor det, som journalisten Yoo Changsun fra The Electronic Times i Sydkorea bed mest mærke i, da han besøgte Odense den 1. juni 2016 for blandt andet at høre om Patient@home.

 

I løbet af seks timer blev han introduceret til klyngesamarbejdet i Welfare Tech, fik indblik i Patient@home, så IntelligentLIFE-løsningen til demente, som virksomhederne ANYgroup og LifePartners har udviklet, og besøgte Odense Universitetshospitals afdeling for lungesygdomme for at se telemedicin blive brugt i praksis.

 

Tema om digital velfærdsteknologi

The Electronic Times har fået støtte fra den sydkoreanske presseorganisation til at arbejde på et tema om digital velfærdsteknologi. Yoo Changsun brugte derfor også besøget til at interviewe repræsentanter fra organisationer og virksomheder inden for området.

 

Han var især imponeret over, hvordan private og offentlige parter arbejder sammen om at skabe innovative løsninger i Patient@home.

 

- Personligt ville jeg ønske, det fungerede på samme måde i Sydkorea. Men tag fx lægerne. I Sydkorea arbejder lægerne ikke for staten. De opererer på et frit marked og har derfor ingen interesse i, at velfærdsteknologi hjælper borgerne, så de undgår at skulle bruge lægeklinikker eller hospitaler, siger Yoo Changsun.

 

På grund af det manglende økonomiske incitament blokerer lægernes faglige organisation ifølge Yoo Changsun for indførslen af velfærdsteknologi. Så selvom der er et politisk ønske om øget brug af velfærdsteknologi og digitalisering, er der ikke opbakning til at etablere de nødvendige strukturelle rammer for den bagvedlæggende innovation.

 

Sydkorea er ellers en af de nationer, hvor der er størst behov for at tage de velfærdsteknologiske muligheder i brug. I 2050 forventer de Forenede Nationer, at Sydkorea har en af de ældste befolkninger i verden.

 

- Vi står med et stort problem i Sydkorea i den nærmeste fremtid, som vi slet ikke har forberedt os på. Det er derfor, vi har brug for at arbejde sammen med andre nationer. Vi har brug for viden og erfaring på området, siger Yoo Changsun.

 

Stærk sydkoreansk højteknologi

Selvom de sydkoreanske virksomheder og deres offentlige organisationer har sværere ved at arbejde sammen om innovative løsninger, er der ifølge journalisten mange højteknologiske virksomheder. Derfor er mulighederne for dansk-sydkoreanske partnerskaber rigtig gode.

 

- En dansk virksomhed bør ikke være bange for at få deres teknologi kopieret, som når de arbejder i Kina. Vi er velregulerede på IPR (Intellectual Property Rights - eller intellektuelle ejendomsrettigheder, red.)  og patentområdet, og vores virksomheder er teknologisk set langt fremme; måske endda længere fremme end de danske, siger Seong-Kyun Kim fra Innovation Centre Denmark.

 

Seong-Kyun Kim deltog også i besøget, og han pegede på, at danske virksomheder har en stor fordel, hvis de kan fremvise en fungerende forretningsmodel på velfærdsområdet.

 

- Danske virksomheder vil kunne bruge Sydkorea som et testmarked. Vi er meget åbne, og velfungerende løsninger i vores land vil kunne sælges i hele Asien. Tag jeres idéer og referencer med til Sydkorea. Vores virksomheder vil være meget interesserede, siger Seong-Kyun Kim.

 

Læs mere om, hvordan Patient@home inspirerer udlandet

 
KontaktpersonSøren 
                Møller Parmar-Sielemann

Søren  Møller Parmar-Sielemann

Seniorkonsulent


Welfare Tech

Email:  LOADEMAIL[smps]DOMAIN[welfaretech.dk]

Tlf:      +45 2932 7470