Stort potentiale for sundheds-it i Storbritannien

 
Stort potentiale for sundheds-it i Storbritannien
1. juni 2016
Patient@home var en del af en delegationstur til NAIDEX-messen i Storbritannien i april. Turen resulterede i ny viden og nye kontakter, der skal være med til at gøre danske, velfærdsteknologiske løsninger eksportklare.

Kørestole i en mangfoldighed og med en mobilitet, der slet ikke kendes fra det danske marked.  Det var et helt konkret udtryk for det store britiske marked for hjælpemidler, som mødte en dansk delegation til NAIDEX-messen i Birmingham i slutningen af april.

 

Fra Patient@home deltog to virksomheder, ANYgroup og Life-Partners. Virksomhederne har udviklet en fælles løsning, IntelligentLIFE, til demensramte borgere, som består af henholdsvis intelligente sensorer og en kommunikationsplatform. Derudover bestod delegationen af Teknologisk Institut og Welfare Tech Innovationsnetværk for Sundhed og Velfærdsteknologi.

 

IntelligentLIFE skal markedsvalideres i forhold til det engelske marked, og delegationen fik i løbet af NAIDEX-messen etableret kontakt til lokale eksperter:

 

- Vi har fået meget vigtige kontakter med hjem, som vil kunne åbne mange døre på det engelske marked både inden for uddannelsesverdenen og industrien, siger Anders Lyck Fogh-Schultz, konsulent i Teknologisk Institut, Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi

 

På messestandene i Birmingham var der et stort udvalg af moderne hjælpemidler. Til gengæld var der langt imellem it-løsningerne. Danske virksomheder har derfor en klar fordel på markedet, fordi de britiske konkurrenter ikke tilbyder lignende løsninger. På den anden side er en innovativ it-løsning vanskeligere at sælge, fordi markedet har sværere ved at forholde sig til den.

 

- Men også i Storbritannien er innovation et nøgleord. Vores to virksomheder kunne præsentere en innovativ, dansk løsning, og de fik etableret nye samarbejdsrelationer på delegationsturen. Virksomhederne fik også vigtig input til, hvordan de kan videreudvikle deres løsning i forhold til Storbritannien, siger Anders Lyck Fogh-Schultz.

 

Værdifulde kontakter

ANYgroup og Life-Partners blev fx kontaktet af to engelske universiteter, som gerne vil lave et projekt inden for psykiatriområdet. Dertil kom en række kontakter til organisationer, institutioner, konsulenter og ikke mindst distributører.

 

- Det var en værdifuld tur for os, og vi fik mange input. Der er er ikke to markeder, der er ens, og den slags informationer kan du ikke indhente fra dit skrivebord, siger Bo Høvedsgaard Iversen.

 

Næste delegationstur går til Rehacare messen i Düsseldorf den 28. september - 1. oktober 2016. På Rehacare arrangerer Dansk Rehab Gruppe igen i år en dansk fællesstand, og Patient@home partnere har mulighed for at være med. I forbindelse med messen tilbyder Patient@home at arrangere en-til-en møder med eksperter på det tyske marked for vores partnervirksomheder, og der er mulighed for at få foretaget markedsvalideringer på det tyske marked, specielt i forhold til forretnings-, produkt- og konceptidéer.

 

- Jeg håber, vi får endnu flere partnervirksomheder med på delegationen til Rehacare. Hvis vi kan præsentere en bred palette af løsninger, skaber det automatisk ekstra interesse blandt publikum, siger Anders Lyck Fogh-Schultz.

 

Læs mere om turen til Rehacare 2016 messen 

Læs mere om NAIDEX

 

 
KontaktpersonAnders 
                Lyck Fogh-Schultz

Anders  Lyck Fogh-Schultz

Seniorkonsulent


Teknologisk Institut, Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi

Email:  LOADEMAIL[alfs]DOMAIN[teknologisk.dk]