Patient@home på verdens største messe for medico-udstyr

 
Patient@home på verdens største messe for medico-udstyr
17. december 2014
Den 12. - 14. november 2014 var eksperter og branchefolk fra medico-industrien verden over samlet i Düsseldorf, Tyskland. Her løb MEDICA, verdens største messe for medico-udstyr, af stablen. Patient@home var med.

I mere end 40 år har verdens ypperste eksperter, branchefolk og andre interesserede i medico-branchen hvert år i november valfartet til Düsseldorf i Tyskland. Her afholdes nemlig den årligt tilbagevendende messe for medico-udstyr, MEDICA. Messen er verdens største af sin art og rummer flere end 130.000 udstillere, oplægsholdere og besøgende fra mere end 120 lande. I år foregik messen fra den 12. - 14. november, og Patient@home var blandt andre repræsenteret ved virksomhederne Chromalex og ANYgroup, Teknologisk Institut og senior projektchef i Welfare Tech, Susie Wagner Bondorf.

 

- MEDICA er enormt! Der er 17 haller fyldt med teknologiske løsninger til sundhedsområdet. Det er umuligt at nå at se det hele, fortæller Susie Wagner Bondorf.

 

På messen har hvert land sit eget område med udstillere. Det danske område var organiseret af det danske konsulat i München, som i år præsenterede et nyt design, der var mere lyst, åbent og imødekommende. Blandt udstillerne var også Patient@home, hvis stand blev koordineret af Welfare Tech og Teknologisk Institut.

 

- ANYgroup havde en række sensorløsninger med, og Chromalex udstillede de skærme, som anvendes til beroligelse af fx demente personer. Jeg synes, det var interessant at se, hvor stor opmærksomhed firmaerne faktisk fik, og jeg er glad for, at især ANYgroup fik en række frugtbare internationale kontakter, siger Susie Wagner Bondorf.

 

Mange frugtbare kontakter

Hos ANYgroup er der også rosende ord til den danske stand på messen, hvor direktøren, Henrik Klode, kunne tage mange positive ting med hjem fra.

 

- Vi har fået omkring 50 kontakter. Og ud af dem er der nok kød på 30 af dem, som vi skal i dialog med nu. Standen fungerede virkelig godt og var professionelt arrangeret, og så kom der utroligt mange besøgende forbi, fortæller Henrik Klode.

 

Det eneste, han gerne vil have forbedret til næste år, er en wifi-forbindelse, der fungerer lidt bedre. Det har arrangørerne et lille år til at få på plads, for MEDICA afholdes igen i 2015 fra 16. - 19. november. Og det foregår som altid i Düsseldorf, Tyskland.

 

For yderligere information

Kontakt Susie Wagner Bondorf, senior projektchef i Welfare Tech, T. +45 2494 7270, swb@welfaretech.dk.

 
KontaktpersonLene 
                Vistisen

Lene  Vistisen

Seniorkonsulent og netværksleder for Welfare Tech Innovationsnetværk for Sundhed og Velfærdsteknologi


Welfare Tech

Email:  LOADEMAIL[levi]DOMAIN[welfaretech.dk]