Nyt hjælpeværktøj sikrer hurtigere, nemmere og bedre dokumentation

 
Nyt hjælpeværktøj sikrer hurtigere, nemmere og bedre dokumentation
27. november 2015
MV-Nordic er som del af Patient@home i gang med at udvikle et kommunikativt hjælpeværktøj, der giver plejepersonalet bedre forudsætninger for god og korrekt kommunikation i de elektroniske patientjournaler. Værktøjet minimerer utilsigtede hændelser og gør klinisk dokumentation nemmere og hurtigere.

MV-Nordic har specialiseret sig i at udvikle og sælge digitale læremidler med pædagogisk indhold og it-baseret læse- og skrivestøtte. De læse- og skrivestøttende programmer bliver fx brugt på SOSU-uddannelserne (social- og sundhedsuddannelserne) i Danmark, hvor redskaberne hjælper de studerende gennem uddannelsen.

 

I regi af Patient@home udvikler MV-Nordic kommunikative hjælpeværktøjer, der fungerer på forskellige digitale platforme og integreres i de elektroniske journaler, som plejehjem og hospitaler allerede bruger. Det hjælper plejepersonalet, herunder SOSU-assistenter, med at få en bedre kommunikation. Udviklingen forgår i samarbejde med Welfare Tech og Syddansk Sundhedsinnovation.

 

Undersøgelser viser, at 40 procent af alle patientklager i Danmark skyldes misforståelser på grund af udeblivende eller mangelfuld kommunikation.

 

- Vores mål er at støtte sundhedspersonale, der oplever læse- og skrivevanskeligheder, så de kan fungere på lige fod med dem, som ikke har de samme udfordringer. Vi er med til at hjælpe de kommende SOSU-assistenter under uddannelsen, og nu vil vi også være med til at støtte dem, når de er kommet i job, siger Henrik Lindholm konsulent i MV-Nordic.

 

Bedre patientforløb

Ud over udfordringen med at få alle informationer skrevet ned i patientjournalerne oplever sundhedsvæsnet, at det bliver sværere at dokumentere alt. I takt med, at der bliver flere ældre og dermed flere brugere af sundhedsvæsnet, er der også mere, som skal dokumenteres. Det digitale hjælpeværktøj fra MV-Nordic er med til at takle den udfordring ved at skabe overblik og dermed gøre det nemmere og hurtigere at samle og nedfælde dokumentation.

 

De mange patienter på sygehusene betyder også, at nogle behandlingsforløb bliver kortere. Dermed vil meget genoptræning ske i hjemmet hos borgeren i stedet for på hospitalet. Ansvaret for dokumentation af borgerens behandlingsforløb overgår derfor fra sygehuse til kommunerne. Det stiller store krav til plejepersonalet, som skal orientere sig i journalerne, tilføje ny dokumentation og læse, hvad der tidligere er dokumenteret om patienten.

 

- Allerede nu kan vi se en ændring i, hvordan kommunerne skal til at arbejde. Sygepleje som normalt foregår på sygehuset, vil nu blive varetaget af kommunernes SOSU-personale. Det er en helt ny opgave for denne medarbejdergruppe, og de står overfor den udfordring at skulle dokumentere mere. Det er en stor ændring, som vi håber på at gøre nemmere med vores nye kommunikative værktøjer til de elektroniske patientjournaler, siger Henrik Lindholm.

 

Dokumentation af højere kvalitet giver færre fejl

Det øgede behov for dokumentation stiller samtidig krav til et vist niveau af læse- og skrivefærdigheder hos personalet. Det oplever flere som en udfordring. Læse- og skriveværktøjet fra MV-Nordic støtter den enkelte medarbejders skrivning med intelligente ordforslag, der passer til den individuelle sundhedsarbejders arbejdsområde. Det er kontekst-baseret skrivehjælp, som tager udgangspunkt i de fejl, som for eksempel folk med ordblindhed begår. Medarbejderen vil også kunne få læst tekst højt, hvis vedkommende har vanskeligt ved at læse det selv.

 

- Værktøjet hjælper til at få mere på skrift og af en bedre kvalitet. Det giver også dokumentation, som letter overlevering fra et hold af sundhedspersonale til det næste, siger Henrik Lindholm.

 

Derudover vil det kommunikative værktøj bidrage til færre utilsigtede hændelser, der ofte sker, når dokumentation udebliver. Det kan for eksempel være, hvis plejepersonalet ikke er helt klar i den skriftlige kommunikation om patientens prognose. Det kan især være et problem, når der er et skiftende hold af sundhedspersonale.

 

- Vi forventer at se færre utilsigtede hændelser, når der kommer mere dokumentation. Jo mere kvalitet du har i en skriftlig dokumentation, jo mere kvalitet er der i arbejdet. Det er vigtigt at kunne overlevere relevant information og minimere misforståelser og fejl, siger Henrik Lindholm.

 

Projekt-partnere er vigtige informationskilder

Patient@Home yder støtte til MV-Nordic undervejs i udviklingsforløbet, og bidrager bl.a. med information til at udfolde projektet. MV-Nordic har udviklet den første prototype og skal nu til at teste de forskellig værktøjer, som de har produceret. Her spiller Patient@Home også en vigtig rolle, fordi projektet giver MV-Nordic mulighed for at benytte sig af brugerinddragelse. Welfare Tech har undervejs bidraget med sparring og været en vigtig informationskilde.

 

- Det er Welfare Tech som er projektholder og faciliterer projektet. Det ville ikke kunne lade sig gøre uden Welfare Tech, som står for koordinering og informationer. De gør, at vi ikke skal trække i alle trådene selv, og det betyder meget, siger Henrik Lindholm.

 

Læs også Digital understøttelse af klinisk dokumentation 

 

Når produktet er helt færdigproduceret og klar til lancering, vil MV-Nordic igen bruge Patient@Home som en informationskanal og en mulighed for at synliggøre produktet.

 

- MV-Nordics kommunikationsværktøj er et godt eksempel på, hvad Patient@home forsøger at fremme. Her er der tale om et produkt, der tager afsæt i et konkret problem i sundhedssektoren, og som er så universelt, at det kan anvendes i både primær- og sekundersektoren. Denne skalerbarhed give værktøjet en høj innovationshøjde og samtidig et højt markedspotentialet, siger Søren Møller Parmar-Sielemann seniorkonsulent i Welfare Tech.

 

For yderligere information

Ønsker du at vide mere om MV-Nordic og det nye skrive- og læseværktøj, kan du kontakte konsulent i MV-Nordic Henrik Lindholm, T. +45 6591 8022, henrik.lindholm@mv-nordic.com 

 

Du kan også læse mere om MV-Nordic på mv-nordic.com 

 
KontaktpersonSøren 
                Møller Parmar-Sielemann

Søren  Møller Parmar-Sielemann

Seniorkonsulent


Welfare Tech

Email:  LOADEMAIL[smps]DOMAIN[welfaretech.dk]

Tlf:      +45 2932 7470