18. december 2013
Debatindlæg fra direktionen bag Patient@Home; Professor Uffe
Kock Wiil fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk
Universitet, faglig leder Jørgen Løkkegaard fra Center for
Robotteknologi, Teknologisk Institut, souschef Morten Bierbaum fra
Welfare Tech og lægefaglig direktør Peder Jest, Odense
Universitetshospital.
Velfærdsteknologier skal sparke vores sundhedssystem ind i en ny
æra og redde vores velfærdssamfund. Blandt andet skal telemedicin
sikre, at behandlingen kommer til patienten, som så undgår bøvlet
med at køre til sygehuset, finde en parkeringsplads, tålmodigt
vente på, at ens navn bliver råbt op i venteværelset, for endelig
at køre hjem igen efter et fem minutters rutinetjek.
Men trods de åbenlyse fordele og behov for at tænke smartere i
sundhedsvæsnet, er det efter ti år med forskning og udvikling af
velfærdsteknologier kun robotstøvsugeren, folk genkender som et
barn af velfærdsteknologien. Og hvilket barn? Mange ældre ønsker i
hvert fald ikke, at barnet bliver en permanent del af
husholdningen.
Velfærdsteknologierne bliver besunget i store floskler og pillet
ned igen af følelses-kommunikation. Det er nemt at få folk til at
tage afstand til nye tekniske hjælpemidler ved at tegne billedet af
kolde metalhænder, der erstatter varme menneskehænder. Ingen ønsker
kolde hænder.
Men det er ikke et fair billede at tegne. Tekniske hjælpemidler
bliver udviklet for at gøre patienters hverdag bedre.
Patient@home på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk
Universitet er Danmarks største velfærdsteknologiske forsknings- og
innovationsprojekt. Patienter, virksomheder, universiteter og
hospital udvikler sammen nye hjælpemidler, der kan støtte patienter
i eget hjem og reducere antallet af indlæggelser.
På Ærø er det for eksempel sjældent, at hjerte- eller
diabetespatienter trykker en læge i hånden. Når ærøboere med
hjerteproblemer jævnligt skal have tjekket hjertet, eller
diabetespatienter skal have målt deres blodsukker, så kommunikerer
de direkte via en skærm i deres hjem med specialister på hospitalet
i Svendborg. Og patienterne på Ærø er nogle af de bedst regulerede
i landet.
Prøv at forestille dig, hvis alle patienterne skulle fra Ærø til
Svendborg hver gang, de skulle til et rutinetjek. Over en times
transport hver vej er meget at byde patienter, som oven i købet
ofte er svækkede.
Gennemtestede og succesfulde løsninger
udrulles ikke
Et af de mest gennemtestede og succesfulde eksempler på en
velfærdsteknologi er patientkufferten, som nu også danner grundlag
for forskning i nye produkter i telemedicin. Kufferten er i første
omgang udviklet til at hjælpe patienter med KOL eller kronisk
obstruktiv lungesygdom. Kufferten ligner en bærbar computer. Når du
åbner den og trykker på en knap, så kommer der et billede på
skærmen, og patienten har via computeren direkte kontakt med en
specialsygeplejerske på sygehuset. Sygeplejersken kan for eksempel
se, når KOL-patienten laver sin puste-test og kan efterfølgende
vurdere, hvordan patientens helbred er.
En nylig afsluttet ph.d. viste, at antallet af genindlæggelser
faldt drastisk. Normalt bliver 20-25 procent af KOL-patienterne
indlagt igen inden for fire uger efter udskrivning. Blandt
patienter, som fik en KOL-kuffert med hjem, var det mindre end 10
procent. Samtidig var 90 procent af KOL-patienterne tilfredse med
kufferten. Men trods den bragende succes står regionerne ikke i kø
for at indkøbe kufferterne til deres hospitaler. Kufferten er
stadig kun et tilbud på Odense Universitetshospital.
I debatten mangler simpelthen gode konkrete eksempler på
velfærdsteknologi-løsninger, som er blevet en naturlig og
integreret del af patienters møde med behandlingen. En af årsagerne
er, at den nye teknologi møder modstand fra dem, som står for at
købe den og instruere patienterne i de nye muligheder. Det er
urealistisk at forestille sig, at patienterne bærer
velfærdsteknologierne frem ved at kræve dem. Velfærdsteknologierne
er nødt til at blive båret frem af hospitalerne, regionerne og
kommunerne, som præsenterer de nye muligheder for brugerne og lærer
dem at drage nytte af den fagre nye verden.
For at de nye tekniske muligheder kan blive en succes, kræver
det, at patienterne får en god introduktion og føler sig trygge ved
at benytte teknologien. Først derefter kan de begynde at se de
åbenlyse fordele. Men ledelserne på hospitalerne og regionerne gør
ikke nok for at bakke op om og indføre de nye teknologier. De ender
med at modarbejde de nye opfindelser, måske fordi de bliver presset
af personalet, som enten ikke magter at tage stilling til mere nyt
i en travl hverdag eller er bekymrede for, at nye teknologier
betyder, at deres arbejde bliver overflødigt.
Der er brug for de nye løsninger
Men intet er mere forkert. Alle fremtidsprognoser viser, at der
netop er brug for, at vi tænker i nye teknologier, fordi presset på
sundhedsydelserne vokser. Her er der behov for, at ledelserne hæver
faklen og går forrest. Viser personalet de åbenlyse fordele ved og
behov for ny teknologisk hjælp i behandlingen, så de patienter, som
vil have glæde af de nye muligheder, også får dem tilbudt.
Vi er nødt til at få en kulturændring i det offentlige system,
så ledelserne støtter teknologierne i mere end store floskler. Hvis
de ikke inviterer de nye hjælpemidler indenfor og sørger for, at
personalet hjælper patienterne med at bruge dem, så er
teknologierne dømt til at mislykkes, og millioner af
forskningskroner går tabt.
Teknologierne er nemlig eneste vej frem, hvis vi vil sikre den
bedste behandling til fremtidens stærke og selvbevidste patienter.
De gider ikke bøvle med at møde op og vente halve og hele timer på,
at lægen har tid til dem. De er helt trygge ved at sidde hjemme og
have direkte kontakt med specialisterne over computeren.
Debatindlægget er bragt i Politiken, 16. december
2013.