Digitalt værktøj beroliger patienter og borgere med demens

 
Digitalt værktøj beroliger patienter og borgere med demens
30. oktober 2013
Positiv distraktion er et relativt nyt og uudforsket område, der har potentiale til at berolige patienter og skabe større tryghed under indlæggelser eller ved undersøgelser på hospitalet. Playscapes er med i Patient@home for at teste produktet Chromalex.

Playscapes er en af de virksomheder, der har kastet sig over området positiv distraktion. Ved hjælp af kunst og leg skaber Playscapes innovative produkter og værktøjer med fokus på menneskelige relationer, og virksomheden står bl.a. bag det velfærdsteknologiske, digitale redskab Chromalex.

 

Via en tv-skærm, der viser billeder i et meditativt flow, fungerer Chromalex som et foranderligt, levende maleri, der har en afstressende, beroligende effekt på patienter og personale. Billederne på skærmen fortoner sig i hinanden og skifter kontinuerligt mellem motiv og abstrakt billede som en foranderlig maleproces. Afhængig af måned, dato og ugedag skifter maleprocessen, så billederne får nye farvenuancer og udvikler og bevæger sig på nye måder fra gang til gang.

 

Chromalex er afprøvet på OUH Odense Universitetshospital og Plejecenteret Lindegaarden i Herning. Erfaringerne peger på, at løsningen har potentiale i sundhedssektoren som beroligende eller stimulerende redskab. Plejepersonalet ser også muligheder i at anvende Chromalex som kommunikationsmiddel og grundlag for social interaktion, ligesom det måske kan understøtte en helingsproces.

 

- Chromalex er endnu et nyt og relativt uudforsket produkt, og vi mangler fortsat viden om den konkrete anvendelighed. Vi ønsker at undersøge, hvor og hvordan Chromalex kan anvendes i dagligdagen, hvilke borgere produktet egner sig til, hvilke situationer, og hvilket udbytte borgerne har af at se på Chromalex, fortæller Per Stokbro, der er teknisk direktør og en af grundlæggerne af Playscapes.

 

Playscapes er derfor blevet partner i Patient@home. I første omgang for at få gennemført en MAST-analyse på Chromalex med feedback og input til at videreudvikle og færdiggøre produktet til markedet.

 

- Vi har lavet en prototype nu, der fungerer, men der er sikkert ting, der skal rettes undervejs. Det er der, hvor vi er lige nu. Dels at få underbygget, at det her produkt har en effekt og så at finde ud af, hvad der eventuelt skal ændres, hvis der er noget, der skal ændres på. Det er med det for øje, at vi er gået ind i Patient@home. Og så selvfølgelig for at få noget netværk i forhold til at finde mulige samarbejdspartnere, så vi kan få det på markedet, siger Per Stokbro.

 

Beroligende og stimulerende effekt

Chromalex er udviklet i forbindelse med et projekt på kræftafdelingen på OUH Odense Universitetshospital. Afdelingen efterspurgte nogle foranderlige omgivelser, der kunne virke som positiv distraktion på patienterne og fjerne deres tanker fra sygdommen, når de kom til kemoterapi gennem sygdomsperioden.

 

- Noget af det patienterne sagde var, at det havde en afstressende og beroligende virkning. Der var også en enkelt, der sagde, at hun kunne sætte forløbet i forhold til sin egen sygdom. Chromalex forløber jo ligesom gennem nogle niveauer fra naturfotografier over farver som bevæger sig til en midtersektion, der bliver mere abstrakt, som blænder over i et nyt fotografi. Når man får kræft, bliver ens normalitet ligesom kaos, hvor man går fra en tilstand gennem sygdommen og forhåbentligt bliver rask, og kommer ud som forvandlet på den anden side. Og det kunne hun sammenstille med vores system, fortæller Per Stokbro.

 

Senere er løsningen også blevet testet på plejehjem, hvor den viste sig at have en gunstig virkning i forhold til demente. Systemet virkede beroligende på udad-reagerende personer og stimulerende på mere indesluttet personer.

 

- I og med, at man har denne her fælles oplevelse, og sidder sammen og ser på malerier, så får man nogle ting, man kan tale om, som ikke nødvendigvis indbefatter, at man skal huske ting, fordi man gennemgår et forløb. Det tyder på, at det kan have en afstressende virkning i forhold til kritisk sygdom, og det tyder på, at det måske kan have en gavnlig effekt i forhold til demente, siger Per Stokbro.

 

Personlig brug i eget hjem

Fremadrettet ønsker Playscapes at undersøge muligheden for at videreudvikle Chromalex til hjemmebrug under et sygdomsforløb. Som en mobil skærm, patienter kan bruge selv efter behov, når der dukker negative tanker op om deres sygdom.

 

- Hvis det har en beroligende virkning på personer, der får dystre og dårlige tanker om deres sygdom, så er det måske med til at flytte tankerne lidt. Det kan måske være med til at skabe noget positiv mindfulness, som kan være gavnlig i forhold til sygdomsforløbet, siger Per Stokbro.

 

Som næste skridt er Playscapes ved at rejse midler til systematiske undersøgelser inden for sundheds- og plejesektoren, som bl.a. skal afdække nærmere, hvor systemet kan anvendes, og hvad der skal tilpasses; fx om der skal benyttes bestemte fotos til bestemte patientgrupper.

 

For yderligere kontakt

Per Stokbro, teknisk direktør, Playscapes, T. +45 8628 1832, M. +45 2012 8222, per@playscapes.dk

 

Læs mere om Chromalex og Playscapes på www.playscapes.dk/Chromalex