28. april 2017
Den svenske eSundhedsmesse, Vitalis, samlede igen i år velfærdsinnovatører
fra hele Norden til tre dage pakket med faglige oplæg og en levende
udstilling, som gav inspiration og ideer til, hvordan fremtidens
sundhedsvæsen kan indrettes.
- Det er nogle samfundsøkonomiske problemer vi står over for med
en aldrende befolkning og et sundhedsvæsen, som overalt i verden
skal skalere nedad i forhold til, hvad man har været vant til,
siger Søren Møller Parmar-Sielemann, seniorkonsulent i Welfare
Tech.
Han var sammen med professor Uffe K. Will fra Mærsk Mc-Kinney
Møller Instituttet på Syddansk Universitet taget til Vitalis, den
25. til 27. april 2017, for at præsentere resultater fra
Patient@home.
Omgivet af en stribe af Welfare Techs virksomhedsmedlemmer var
Patient@home præsenteret på den danske fællesstand. Blandt
udstillerne kunne man bl.a. finde Gibotech, Icura, Falck, Imatis, Max Manus, Sekoia, Intelligent Systems,
DoseSystem og Systematic, som præsenterede deres løsninger og
fik en god snak med de besøgende.
- Sverige, Norge og Finland er sammenlignelige markeder med
Danmark. Det vi gør herhjemme, bl.a. med Patient@home burde man
også kunne gøre andre steder i Norden med lige så stor succes. Det
vil vi gerne fortælle om og dele vores erfaringer, om hvordan vi
har grebet det an, siger Søren Møller Parmar-Sielemann.
Vi har her samlet nogle stemningsbilleder fra dagene og den
danske fællesstand.
- Vitalis er en messe med fokus på digitale løsninger, og det er
tydeligt at mærke, at svenskerne kigger til Danmark for finde
velfærdsteknologiske løsninger til deres sundhedssektor, siger
Søren Møller Parmar-Sielemann.
Den danske ambassadør i Sverige, Ove Ullerup, besøger den
danske fælles stand på Vitalis.
Patient@home viser fanen på Dansk Industri og Healthcare
DENMARKs fællesstand, hvor besøgende kunne få en introduktion til
det danske sundhedssystem, og hvordan vi i Danmark forsøger at
holde ældre borgere længst muligt i eget hjem.
Professor Uffe K. Will fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på
Syddansk Universitet, der er forskningsleder i Patient@home, holder
oplæg om resultanterne af Patient@home.
- Patient@home har vakt international opmærksomhed fra flere
sider, og vi har set, at folk gerne vil kopiere det, vi har gjort i
Patient@home. Det er forbundet med gode samarbejdsrelationer og
netværksopbygning, som i sidste ende er til gavn for
virksomhederne, der får nogle gode 'entry points' ind i de her
lande. Det er noget af det, vi forsøger at opbygge i Norden, og
noget vi har sat fokus på i videreførelsen af Patient@home, siger
Søren Møller Parmar-Sielemann.